Dagens helt

Da vi var spædbørn, lå vi i symbiose med vores mor. Vi var et med hende. Eftersom vi havde været en del af hende, da hun var gravid, blev det en naturlig proces at stadig at være et med hende, da vi blev født. Vi var skrøbelige, og kunne ikke fungere uden hende. Vi skulle have mælk, vi skulle puttes, trøstes, og havde brug for tæt nærhed. Denne nærhed fortsatte de næste tre år, indtil vi en meget utilgivelig regnvejrsfuld dag, skulle vinke farvel til hende for at komme i børnehave. Her og halvvejs op igennem skolesystemet, fik vi nærhed fra vores venner. Vi gik med vores bedste ven i hånden, sov hos hinanden, var altid sammen, og for pigernes vedkommende, gik i hinandens tøj, og på en eller anden måde søgte at komme til at blive og agere som den anden. Så kom før-teenage årene. Idoler blev hængt op på væggene, vi fandt vores identitet hos popsangere, filmstjerner, og vi stod med hårbørsten foran spejlet og holdt koncerter. Vi lavede vores egen takketale når vi engang ville modtage en oscar. Vi søgte at være som et idol. Længere inde i teenageårene, kom forelskelsen. Vi fandt noget hos den anden, en kvalitet vi ønskede at vi også havde... og sådan fortsætter det op gennem livet. For at overleve, bliver vi nødt til i dagens samfund, at finde en helt i vores liv. Om det så er en god ven, vores forældre, vores søskende, en kendt person, eller en vi bliver forelsket i, er underordnet. En helt giver os sikkerhed. En følelse af stabilitet i et samfund af kaos. Et fænomen vi kan forholde os til, bestræbe os henimod. Men hvor langt vil vi gå for at have en helt. Og hvorfor har vi behov for en helt i vores samfund?

I dagens samfund i Danmark, er der i stigende grad, især den nye kommende generation, blevet et behov for at blive bekræftet. Der er ikke noget at sige til, at vi søger stabilitet og bekræftelse når skilsmisseprocenten i Danmark svarer til at mindst hver tredje ægteskab bliver opløst (ifølge Danmarks statistik, 99).

Der er ikke noget at sige til at vi bliver forvirrede når vi søger "gode" kvaliteter når samfundet ikke giver et reelt prej på hvad gode kvaliteter er. I dagens Danmark er alt i orden og alt acceptabelt. Og samtidig giver samfundet os fuldkomment modstridende holdninger. Fx var der en udemærket artikel i eurowoman i marts måned om Marianne Larsen og at porno var ved at blive for meget. På den ene side af bladet, roste eurowoman ideen til skyerne, og jo det var virkelig også for meget, at man ikke kan gå nogen steder uden at blivet bombarderede med billeder. På siden overfor artiklen, var der fyldt med billeder af pornofilm og erotiske magasiner. Hvis jeg vil læse en artikel om pornostop, bliver jeg nødt til at være udsat for udtryksfulde billeder, lige på den modsatte side!!!! Eller hvad med denne mening, vi konstant hører blandt folk og i medierne: "det er ok du prøver religioner af, find den der passer til dig. Jeg tror på den åndelig verden, men kom ikke og fortæl mig, at det du tror på er sandheden!"

Er der noget at sige til, at vi er forvirrede i et samfund, hvor det er ok at te sig som man behager. Så længe man bare tilhører noget, en gruppe eller andet til at bakke sine argumenter op. I min dagligdag møder jeg mange forskellige mennesker, og alle disse mennesker tilhører grupper, som har deres faste ståsted. Lige fra hells angels til homoseksuelle. Og enten proklamerer de deres ståsted, med tags, eller også ved at få mig til at føle mig som en idiot, med deres faste intolerante meninger. (altså halloooo jeg er homoseksuel ik? Fik jeg smidt i hovedet engang, da jeg spurgte en bekendt, om han havde mødt en sød pige i byen!)

Er der noget at sige til, at vi har brug for helte i vores samfund? Og.. er der noget at sige til, at vores krav til helte bliver mindre og mindre, i vores desperation for at klamre os fast til et idol? Således kan man opleve flere hundrede mennesker på sluseholmen hver anden torsdag, hvor en person fra big brother huset bliver lukket ud. Flere hundrede mennesker hopper og skriger, over en person, som faktisk ikke har gjort andet end at sige ja til at blive overvåget 24 timer i døgnet mens han tisser og piller næse, og ellers ikke laver synderligt meget. Er der noget at sige til at flere hundrede mennesker stod i kø for at overvære retssagen mod Peter Lundin, for at se giraffen, for at se ham. Er der noget at sige til at Danmark, er det land i verden, der har det største alkoholforbrug blandt unge..... og er der noget at sige til at folk peger fingre og ryster på hovedet af os, kristne unge mennesker som troligt går i kirke hver søndag, for at have et fast holdepunkt i vores liv. For det er jo sådan der ser ud, udadtil...

Skiller vi os overhovedet ud fra de andre? Er vi ligeså helteorienterede som de andre? Fordi der ER lighedspunkter. Vi har en helt, som vi forsøger at blive som, JESUS. Vi holder sammen i dagligdagen, opbygger og styrker hinanden. Nogle af os, har desværre den kedelige tendens at lukke os inde i en cirkel af kristne venner, hvor vi alle bestrider samme levestandard og meninger. Nogle af os tager brug af "tags" som kors eller wwjd, MEN...:

At være glødende kristen er ikke en dans på roser. Det er hårdt arbejde. Det er fedt, det er dejligt, der er en livsgaranti på gratis kirkekaffe i spandevis, det er sjovt, spændende og fuld af eventyr. Men det er hårdt, fordi vi ikke klamrer os til noget. I modsætning til et stigende krav i samfundet om narcissisme, og den meget jeg-orienterede livsform der dyrkes ... hvad kan jeg få ud af dette, hvordan kan jeg blive bekræftet, hvordan kan jeg modtage og hvordan kan du, de andre og det give mig hvad jeg behøver, drejer det om ydmyghed, respekten for andre, overgivelse og erkendelse at vi har brug for Jesus, fordi vi igen og igen fejler. Vi er nødt til at angre, erkende, tilgive og blive tilgivet og det er ikke en dans på roser. Men det er en nødvendighed, og det er en livskvalitet, som står i bibelen, som er sandheden:
" Græd over det onde, I har begået. Sørg over det med oprigtig anger... ydmyg jer for Herren, så vil Han oprejse jer." Jakob 4: 9-10. " stå op om natten og råb til Gud! Udgyd hjertets tårer for herren!" kla 2:19

Så ligefrem at klamre er det ikke. Til gengæld får vi en bonus i form af en viden og en nærhed af Guds uimodståelige, vidunderlige og ubeskrivelige kærlighed til os. Vi har et forhold til verdens skaber, en far, en brudgom, en frelser, en ven og en der forstår.. fordi han har været der. Og hvad han ikke ville gøre for at opbygge os og give sit elskelige barn, hvad det ønsker: "prøv mig! Luk din mund op og jeg vil fylde den!" salme 81:10, " hør, er nogen tørstig? Så kom dog og drik - også selvom i ikke har nogen penge! Kom og tag for jer af retterne, drik vand eller vin eller mælk alt efter behag" Esajas 55:1

Som kristen betyder det at gå i modsatte ånd, end samfundet gør. Det handler om at stoppe op, bruge sin intelligens, vurdere og bede. Hvor fleste mennesker hopper på det ene og andet, siger ja ja, stopper vi op og tænker. Som kristen betyder det at være ærlig overfor sig selv, og overfor andre. Det handler om mod, til at sige nej til mange tilbud, men til gengæld opleve friheden ved at sige nej, i stedet for at være bondefanget, og i det hele taget, at svømme ud hvor man ikke længere kan bunde. Det handler om at være villig til opgive sit liv i tryghedens rammer og rejse ud for at hjælpe andre. Det handler om mennesker som bliver helbredt og gennemfører et stærkt og fast liv i et samfund af kaos. Det handler om tolerance, og kærlighed til sin næste. Alle disse ting er langt mere alvorlige end den daglige heltegerning. Og hvis man mener noget seriøst med Jesus er det både livsændrende og revolutionerende. For det er ikke blot en hobby, en gruppe man tilhører, eller en bestemt mening man sidder inde med. Det handler om et forhold til en meget gennembrydende og fantastisk Gud. Den eneste Gud. Så rank ryggen, og bliv ikke nedtrykt af folk der peger fingre. Men hjælp dem. Og hvis du udover at være kristen, stadig sidder inde med " en dagens helt" hængende på væggen, så pil den ned, for Gud er så banebrydende og alt overskyggende, at du aldrig har brug for en anden helt end ham...

"Han, som yder mig retfærdighed er nær, hvem vover at anklage mig? Hvor er mine fjender? Lad dem blot komme an! Se Gud, Herren er for mig - hvem tør da anklage mig?" Esajas 50:8